Om os
Forsvaret anskaffer i disse år den langtrækkende ubemandede flykapacitet MQ-9B, der skal anvendes til overvågning, efterretningsindhentning og støtte til nationale og internationale operationer. Kapaciteten implementeres ved ESK 729 på Air Transport Wing Aalborg med forventet fuld operativ status i løbet af 2029. Udstationeringen ved RAF Waddington sker som led i et bilateralt samarbejde mellem Danmark og Storbritannien, der har til formål at opbygge dansk erfaring med systemet, uddanne fremtidige instruktører og standardiseringseksperter samt bidrage til den operative udvikling af kapaciteten. RAF Waddington er hovedbase for de britiske MQ-9B-operationer og fungerer som erfaringscentrum for sensoranvendelse, dataprocessering og taktisk ISR-metodik i NATO-sammenhæng. Ud over den danske udstationering vil der også være både Norske, Canadiske og Belgiske MQ-9B besætninger og teknikere under uddannelse og på udstationering på RAF Waddington. Det samlede danske MQ-9B bidrag på RAF Waddington vil være på syv medarbejdere – potentielt voksende til ti i udstationeringsperioden.
Om stillingen
Som pilot ved RAF Waddington vil du indgå i et multinationalt besætningsmiljø og gennemføre operationer og træningsmissioner med MQ-9B i tæt samarbejde med britiske kolleger. Du vil blive uddannet på den nationale britiske simulator og i operative missioner, hvor du gradvist opnår fuld certificering som taktisk MQ-9B Pilot. Du vil som en del af uddannelsen blive uddannet og certificeret som instruktør i RAF’s trænings- og standardiseringsstruktur.
Under Udstationeringen Vil Dine Hovedopgaver Omfatte
* Deltagelse i daglig mission- og træningsplanlægning.
* Gennemførelse af operationelle og taktiske flyvninger i henhold til RAF’s træningsprogram.
* Deltagelse i mission-debriefing og lessons-learned-arbejde.
* Gennemførelse af instruktøruddannelsen ved RAF Waddington.
* Bidrag til udvikling af danske SOP’er, TTP’er og uddannelseskoncepter i samarbejde med ESK 729.
* Gennemføre operationer med MQ-9B som led i RAF opgaveløsning med kapaciteten.
Du vil indgå i et team af internationale besætningsmedlemmer og fungere som forbindelsesled mellem den danske implementeringsorganisation og RAF’s operative struktur. Udstationeringsperioden er fra sommer 2026 til ultimo 2028, hvorefter du forventes at tiltræde som pilot i besætningsstrukturen ved ESK 729 i Aalborg.
Om dig
Du er uddannet pilot i Forsvaret og gør tjeneste som kaptajn (M321). Du har dokumenteret operativ erfaring fra fastvingede eller roterende platforme og besidder en solid forståelse for missionstilrettelæggelse, luftoperationer og taktisk kommunikation. Erfaring fra overvågnings- eller ISR-kapaciteter vil være en fordel, men ikke et krav. Du arbejder struktureret, trives i et internationalt miljø og evner at repræsentere Forsvaret professionelt i et multinationalt samarbejde. Du kommunikerer ubesværet på engelsk og har lyst til at indgå i en travl operativ hverdag, hvor fleksibilitet og samarbejdsevne er afgørende.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter, med krav om pilotuddannelse. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om Løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret. Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Du udstationeres under de gældende bestemmelser i FKOBST 566-2 om udetillæg, bolig, flyttegodtgørelse. Du vil modtage et skattefrit udetillæg, og dine bolig- og rejseudgifter dækkes efter gældende regler. Udstationeringsperioden omfatter en kort introduktions- og certificeringsfase i Storbritannien, efterfulgt af to års operativ tjeneste ved RAF Waddington. Efter hjemkomst til Danmark overgår du til fast tjeneste ved ESK 729 som pilot på MQ-9B-systemet.
Forudsætninger
* Bestået Forsvarets fysiske basiskrav.
* Helbredsgodkendt til status ”Egnet C”.
* Bestået sprogtest i engelsk til SLP 3-3-3-3 ved Forsvarsakademiet.
* Sikkerhedsgodkendt til NATO SECRET og kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Stillingen er ledig til besættelse den 1. juli 2026. Dit daglige tjenestested i udstationeringsperioden er RAF Waddington, Storbritannien. Såfremt du er udpeget til INTOS skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte major Kim Scheel ved Dronesektionen i Flyverkommandoen på telefon 4195 0691. Spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesforhold kan rettes til HR-konsulent orlogskaptajn Ole Johnny Frederiksen på telefon 3266 5150.
Ansøgningsfristen er den 15. februar. Samtaler forventes gennemført i løbet af februar måned. Du kan søge stillingen via nedenstående link. Send en motiveret ansøgning og et opdateret CV(på dansk og engelsk) samt nyere FOKUS. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
#J-18808-Ljbffr